Tankeventilen

For nogle år tilbage var jeg igennem noget, som ifølge Psykiatrifonden,
næsten hver sjette dansker går igennem mindst én gang i sit liv. Jeg
tror at de fleste ville vælge at kalde det en depression. Lægerne har
kaldt det alt muligt. Og jo, jeg var vel deprimeret. Men personligt
ville jeg nu mere mene at det var en slags livskrise og at jeg bare var
frygtelig fortvivlet.

Da jeg fik mit hjerte knust for første gang, satte det gang i en
masse tankeprocesser, som på en eller anden mystisk måde, åbnede mine
øjne for en masse andre ting som var meget værre og meget mere
skræmmende, end at blive dumpet. Jeg var fortvivlet over alle de der
store ting. Meningen med livet, Universelle sandheder, etik og moral,
samfundet, klimaforandringer og alt det der shit. Det endte med at min
konklusion blev at jeg da stadig har min opfattelse og oplevelse af det
hele, og så kunne alt det der andet være ligeså ligemeget, som det nu
egentlig også er. Og så vil jeg bare prøve at få det bedste ud af det
jeg nu engang har at arbejde med. Og det går sgu egentlig også meget
godt indtil videre synes jeg. Det generer mig nu bare stadig at vores
samfund er så fucked up indrettet. Men den fortvivelse, jeg havde over
det dengang, er blevet til vrede.

Hver eneste gang jeg har haft noget med “det offentlige” at gøre, har
det været som om at løbe med panden mod en mur. Sådan en bouncy en af
slagsen, som bare bouncer én ud af døren igen mens den råber: “Held og
lykke med det, kammerat!” og jeg ved at jeg ikke er den eneste med den
oplevelse…

Da jeg besluttede mig for at få det bedre igen, lavede jeg et slags
“manifest”, som jeg ville prøve at leve efter. Og en af reglerne derfra
var at jeg skulle lære acceptere/tolerere de ting, som jeg alligevel
ikke kan gøre noget ved. F.eks ville det ikke nytte noget at gå rundt og
bruge mit liv på at ærge mig over at himlen ikke er grøn, når jeg
alligevel ikke kan noget ved at den nu engang er blå. Og samfundets
indretning var dengang en af de ting jeg valgte at prøve på at acceptere
som en af de ting jeg skulle lære at leve med.
Men
kæft det er svært lige for tiden! Pga af alle mulige bureaukratiske
nonsensheder, kan jeg ikke få sygesikring, kørekort, hævekort, Nem-ID,
pas, studiekort, adresse og statsborgerskab. Og når man oveni det også
er hjemløs, og går i skole (hvor det ikke er helt nemt at få bøger uden
ID), så kan man godt blive lidt frusteret over alt der er offentligt.

Og hver dag bliver jeg spammet med de smørrede smil, som gerne vil til
magten og sikkert gøre mit liv endnu mere besværligt på hver deres måde.
Jeg bliver vred indeni. Jeg bliver så frustreret over det hele! Hvorfor
skal det hele være sådan et cirkus? Hvorfor er der ikke noget som helst
af det, der giver mening? De må allesammen være blevet fuldkommen
hjerneblæst af den blitz der tog de billeder. Hvorfor lægger vi i det
hele taget vores lands skæbner i den slags menneskers inkompetente
hænder? Jeg vil hellere lægge min lid til lærde. Vi har så mange kloge
mennesker i det her land. Lad dem der ved hvad de snakker om, bestemme.
Lad de klogeste hoveder indenfor børnepsykologi, læringstile,
undervisning osv finde ud af hvordan vi får de bedste skoler. Lad de
bedste ingeniører bygge vor veje og lad de dygtigste økonomer hjælpe os
med budgettet.  Og så lad dog de moralske, personlige og religiøse
spørgsmål være op til den enkelte. Lad folket selv bestemme over deres
korpus, væsen, tanker, ytringer og meninger, så længe det ikke går ud
over nogen andre. Vi skal huske at vi har ret til at fornærme hinanden,
ligesom vi også har ret til at blive fornærmet. Det er den eneste måde
hvorpå der kan blive plads til debat og det er via debat at vi lærer at
forstå hinanden. Lad mig ryge den fede, når jeg har fri fra skole, lad
Fatima gå med hendes burka, lad gamle syge Ejner, der ikke forstår
hvorfor de vil gå med sådan én, dø på hans egne vilkår og lad lægen der
skal gøre det, selv tage stilling til om han vil. Og skær for guds skyld
ned på bureaukratiet og designermøblerne! Ville det ikke være så meget
federe, hvis man kunne tage ned på Borgerservice og blive mødt af en
person der rent faktisk gerne vil og kan hjælpe én?
.
Hvorfor har vi ikke en styreform, der er baseret på viden, objektivitet
og rationalitet? Lad folket om det følelsesmæssige og subjektive.
Hvorfor prøver vi ikke at gøre det de allesammen siger, vi danskere, skulle være så gode til?

At tænke udenfor boksen

Se, det her er derfor at jeg hader valgtid! Jeg kan ikke selv stemme eller noget, så nu sidder jeg bare og rambler :-/

Dansk politik er til grin. Jeg ved det, du ved det og de ved det sikkert også oppe på Borgen, men bare for at være sikker gentager jeg lige mig selv.

Dansk politik er til grin. Det er et cirkus, et show. Selv hvis jeg kunne stemme, ville jeg ikke gøre det. I mine øjne virker både den siddende regering og oppositionen inkompetente til at lede vores samfund. Jeg tror ihvertfald ikke på at nogen af dem hverken kan holde hvad de lover eller redde vores samfund. De er blevet til intet andet end nikkedukker, som ikke forstår hvor stort deres ansvar egentlig er.

Hvis man spørger mig, så mener jeg at vi har brug for en helt ny måde at føre politik på. Vi skal først og fremmest have ryddet op i lovgivningen. Der er så mange regler og love at det ikke er til at finde rundt i. Jeg tror på et mere gennemskueligt samfund, der lægger vægt på personlig frihed under ansvar. Et samfund hvor staten ikke blander sig i den almindelige borgers liv, medmindre det er allerhøjst nødvendigt. Et samfund hvor staten ikke har fokus på moskéer, tørklæder, våben og mudderkast, men på uddannelse, politi og hjælp til de svage.

Staten skal være vores støtte. Ikke vores mor.

Jeg har lige indset at hele verdenen, rent faktisk giver mening.

Ved I hvad jeg ville ønske?

Jeg ville ønske at man havde en større frihed til at selv bestemme, hvordan man vil leve sit liv.

Det mener jeg ikke at vi har idag. Sådan som jeg ser det, så er vores frie vilje blevet bundet ned af regler, restriktioner, påbud, forbud og bureaukrati.

Og oveni i det, prøver staten at regulere vores adfærd. Ja, det lyder måske lidt voldsomt. Men den er god nok.

Men er det egentlig ikke et forsøg på adfærdsregulering, når folketinget beslutter sig for at hæve skatten på f.eks cigaretter?  Deres intentioner er garanteret gode nok. Jeg tror ihvertfald ikke at de sidder deroppe med et lusket smil og tænker; Nu skal vi rigtig bestemme, muhahahah! Det er jo skide usundt at ryge og det ved vi allesammen godt. Vi har jo fået advarslen, er det så ikke op til den enkelte om man vil lytte til den eller ej? Og vi har endda også gratis rygestop-kurser og det er jo fantastisk! Men behøver staten virkelig at prøve på at tvinge, sådan en som mig, til at holde op med at ryge ved at presse min pengepung? Jeg er jo afhængig for fanden! Jeg holder ikke op med at købe smøger, bare fordi de er dyrere. Jeg kommer bare til at give endnu flere af mine penge til staten.

Og det er ikke kun smøger. Det er også f.eks også mad. Vi bliver presset ud i at købe den mad staten mener er bedst for os.  Der er jo også kommet en madpakkeordning, så nu fodrer staten også dine børn. De bestemmer med hvad, du betaler

Og det er jo egentlig også nobelt nok. De vil jo bare sørge for at vi er sunde og raske. Og ikke kommer til at koste dem for meget i sygehusregninger pga lungekræft og fedme-relaterede sygdomme. Hvilket også er forståeligt.

Jeg kan bare ikke lade være med at blive en smule harm, når jeg min egen stat prøver at presse mig til at tage nogle livsstils valg, som jeg ikke har lyst til.

For det er jo heller ikke kun smøger og mad. Staten har i mange år også prøvet at enten presse mig ud i uddannelse eller job. Men pga restriktioner i uddannelsessystemet, kan jeg ikke få den dannelse jeg gerne vil have. Jeg vil selv sammensætte min dannelse. Det burde vel at være op til en selv at bestemme, hvad man vil fylde sit hoved med.

Personligt vil jeg gerne fylde min med lidt af hvert. Men det må jeg ikke. Jeg kan få lov til at vælge een retning, som jeg kan spilde flere år af mit liv på. Jeg har så bare valgt at droppe den officielle dannelse (indtil videre ihvertfald) og så bare danne mig selv ved hjælp internettet, biblioteker og folk jeg kender.

Og hvis jeg selv skulle sige det, så synes jeg egentlig at jeg har klaret det meget godt indtil videre, selvom jeg ikke har papir på det.

Well, det kan godt være at det bare er mig, men man bliver vel nødt til at sætte en grænse for meget staten skal have lov til at pille ved vores adfærdmønstre. Det kan godt være at det ikke er blevet misbrugt voldsomt endnu, men døren er ihvertfald blevet åbnet for det.

Jeg har opsat nogle bud for mig selv, som jeg mener kan hjælpe mig igennem livet på en sund og fornuftig måde. Det er godt nok nogle bud jeg besluttede mig for at leve efter for lang tid siden, men nu poster jeg dem sgu på nettet.

- Vær et godt menneske

Det er faktisk sværere end man umiddelbart skulle tro. Men det er tilgengæld også det værd. Udover god samvittighed og glæden ved at være god mod andre, er det også noget andre folk lægger mærke til. Så socialt har det bestemt også sine fordele. Man får også en vis indre ro og selvsikkerhed ved at vide at man udøver sine indre godhed

Og husk at det ikke kun er de små ting der gør det  f.eks ved at vise hensyn i metroen, smile til billetkontrolløren, hjælpe en gammel dame med at pakke hendes varer i Fakta osv osv. Det er også de indre ting. Såsom at prøve at forstå andre mennesker bedre og respektere dem. Når vi ser os sure på nogen, så er det for det meste kun fordi at vi ikke forstår dem.

Og hvem vil ikke på sit dødsleje kunne sige ærligt: Jeg var i det mindste et godt menneske!

-  Vær tro overfor dig selv

Den siger jo nærmest sig selv. Der kommer aldrig noget godt ud af at gøre eller være med til nogle ting, som man ikke føler sig tilpas med. Selvom det nogengange er svært. Idag bliver man nemt presset ud i nogle ting, som man måske slet ikke har lyst til at være ude i. Og jeg snakker ikke bare om almindelig gruppepres, men også når det gælder uddannelse og job. Det man skal, inden man tager en beslutning, er at spørge sig selv følgende: “Er det her virkelig noget jeg har lyst til?”

- Acceptér det du ikke kan ændre

Der er ingen grund til at spilde sin energi på at være pissed over noget du alligevel ikke kan gøre noget ved. Men vær nu også sikker på at det ikke kan være anderledes.

- Choose your battles og tæl til 10

Hvad er værd at kæmpe for og hvad er ikke værd at kæmpe for? Det er jo noget der er op til den enkelte. Personligt gider jeg ikke at spilde min energi på at blive sur på en kassedame, fordi hun har taget en krone for meget for mine gulerødder. Så vil jeg hellere gemme den energi til når det virkelig gælder. Nogle gange, når man virkelig kan mærke det koger indeni, så er det ikke for sjov at det er en god idé at tælle til 10 :-p Det er oftest når man er hidsig, at man gør dumme ting, og det oftest er det noget man kommer til at fortryde noget så grusomt.

-Stil spørgsmåltegn ved alt og brug din sunde fornuft.

En god portion skepsis er kun sundt. Det er aldrig fedt at blive taget ved næsen. Så brug dine sunde fornuft. Der er desværre mange ignoranter i denne verden, som tror at måden at komme frem på er ved at træde på andre. Men dem skal du nu alligevel ikke lade dig gå på. De ved bare ikke bedre og har garanteret oplevet et eller andet shitty.

Jeg tror på det gode i mennesker. Men jeg tror ikke at jeg kan sige det samme om menneskeheden. Vi er lidt ligesom græshopper i vores mentalitet. Hver for sig eller i mindre grupper er vi egentlig fine nok. Men når der så er et kæmpe ædegilde i udsigt, så samler vi os og så ændrer vi farve og vi fortærer alt på vores vej.
Lige indtil at der ikke er mere tilbage…

Og hvad gør vi så?
Hvad gør vi, når der ikke er mere tilbage?

Er jeg virkelig den eneste der har de spørgsmål?

Siden den industrielle revolution har menneskeheden haft et kæmpe ædegilde. Og jeg snakker ikke kun om vores naturressourcer eller CO2-udslip og alt det grønne. Jeg mener også bare generelt. Vi har haft alting i sådan en overdåd at jeg faktisk har svært ved at fatte det. Eller… I min del af verdenen har vi. Men det er et helt andet emne, som jeg slet ikke har lyst til at komme ind på nu.
Vi har lært så meget, men alligevel fatter vi ingenting fordi vi vil have mere. Altid bare lige lidt mere.

Vi tager bare lige lidt mere olie til vores bekvemmelighed, lidt flere penge, nogle flere timer i døgnet ville også være rart, og altsammen mens vi ser fantastiske ud, så vi kan tiltrække en partner og blive lykkelige. Og det er sådan set også forståeligt nok… Hvem vil ikke være lykkelig?
Det er jo derfor vi allesammen hader facere. De minder os om at vi egentlig godt kan gøre noget ved alverdens elendighed, men vi er bare indstillet til at først og fremmest sørge for os selv. Så er spørgsmålet bare om vi, som menneskehed, kan indse at på grund af de fremskridt vi har gjort os, har vi nu “råd” til at sætte bremseklodserne i på nogle områder og lige få ryddet op i systemet og måden vi gør tingene på.

Problemet er bare at på grund af de selvsamme fremskridt er verdenen blevet et utroligt kompliceret sted. Vi har slet ikke tid til at tænke ordentligt og objektivt på vores allesammens store fremtidige problem.
Vores verden er ved at falde fra hinanden. Vi ved allesammen godt inderst inde at der er et eller andet, som bare ikke går den rigtige vej.
Vi har bare fyldt vores hverdag med så mange bekymringer at vi ikke når at stoppe op og tænke.
Alting er blevet for kompliceret.

Et eksempel;
Lad os tage en mand og lad os kalde ham for…Bob.
Bob er cirka 35 år og for cirka 10 år siden tog han svejsercertifikat. Bob har bare generelt bare samlet sig en masse nyttige færdigheder, som han kunne bruge til at tjene til livet og vejen. Han fik endda også brugt de færdigheder til at arbejde i udlandet med og så fik Bob tilmed endda også set lidt af verdenen. På det punkt har Bob haft et godt liv.
Men idag kan Bob ikke få noget arbejde. Hans certifikat er forældet. Med god grund, der er sket en rivende udvikling indenfor svejsning. Idag kan man bruge computere til at svejse med og det er noget kompliceret noget, som kræver en masse dannelse, som Bob ikke har, fordi han har valgt at komme ud og opleve noget i sit liv. Han har ikke holdt sig opdateret med sit håndværk.
Det er jo bare ikke ensbetydning med at han ikke har holdt det ved lige. Han er stadig en fremragende svejser.
Men nu kan Bob jo ikke få arbejde, og så skal han have dagpenge, eller kontanthjælp. Måske bliver han nødt til at sælge sin bil, fordi at sådan en må man ikk eje når man får penge af staten. Nu har Bob sværere ved at få arbejde, fordi han kan ikke tage køre så langt. Bob skal forresten også lige huske at udfylde en masse papirer, finde vej gennem systemet, tale med banken, hente ungerne fra børnehave og betale regningerne.

Hvis jeg var Bob ville jeg heller ikke have tid eller overskud til at også skulle bekymre mig om verdenskriser…

I mine øjne er det dét der er problemet. Alting er blevet for indviklet og ligesom en juletræskæde, har vi brug for at tingene lige bliver viklet lidt ud for os, så vi rigtig kan skinne på træet. Vi har det der skal til, men det er ret besværligt at vikle sådan en satan ud, så i stedet for at finde overskuddet og overblikket til at tage os sammen og holde op med at lege kluddermor, så ligger vi bare nede i den mørke kasse og leger hjælpeløse. Og i øvrigt er det kun er spørgsmål om tid før den gamle mørke kasse bliver smidt ud.

Hvis vi bare lige får ryddet ud i gøjemøget, kan langt de fleste af os allesammen leve et godt og anstændigt liv. Det kan sagtens lade sig gøre. Det tror jeg så meget på at jeg kan se det for mig. Måske er det bare mig der er naiv, men jeg kan se det for mig. Jeg kan sagtens se en verden, hvor de fleste mennesker sagtens kan leve med respekt for hinanden og for den planet vi bor på.

Jeg tvivler bare på vi, igen som menneskehed, kan se det for os.

Om fire dage tager jeg til Roskilde Festival for første gang i mit liv. Og jeg er slet ikke forberedt. Jeg har selvfølgelig teltet og soveposen, men det er osse det. Jeg har ikke engang pengene til at tage toget derover. Jeg har bogstavlig talt ikke en krone. Men jeg får mine forældre til at sponsorere turen derover og hvis jeg kan, muligvis osse nogle drikkevarer forbudt for børn. Så jeg klarer den nok.
Jeg er egentlig osse pænt ligeglad med at jeg ingen penge har med. Jeg skal nok more mig. Det er mit speciale.

Det bliver så vederstyggeligt fedt. Stort set alle mine venner skal med og vi er stort set allesammen Festivals-Jomfruer, men i år bliver ruden sprunget!
Jeg skal drikke, ryge, hore, synde som satan selv, høre masser af fed musik og så skal jeg drikke lidt mere. For det har jeg hørt er det man gør på Roskilde Festivalen.

Jeg har ikke andet end Roskilde på hjernen lige nu. Mit hoved siger bare Roskilde, Roskilde, Roskilde og nøj hvor skal jeg være wasted.

Og apropos wasted, så har min mor selvfølgelig givet mig en prædiken om stoffer.

“Da du fortalte mig, for efterhånden mange år siden, at du ville på Roskilde Fessival*, blev jeg hunderæd. For dengang jeg var ung og var på fessival, blev man hele tiden tilbudt LSD eller speed og så videre. Og i dag er udvalget meget større og idag har man jo ingen anelse om hvad der er i alt det der stads. Så lov mig Katrine, at du ikke tager stoffer mens du er derovre. Du må selfølgelig gerne drikke og ryge noget tjald, men lov mig at du ikke tager noget stærkere!” Så kom jeg selvfølgelig med det obligatoriske svar om at jeg aldrig kunne finde på at tage stoffer.

Jeg er typen der har sat nogle mål op for hvad jeg skal nå inden jeg dør.
Roskilde er én af de ting. Og om 4 dage begynder eventyret!

*= Min mor er svensker og kan ikke udtale Festival korrekt

Jeg har endelig fundet ud af hvordan jeg præcis kommer over til Djævleøen hvor festivalsparadiset bliver holdt. Min kære og desværre løgnagtige veninde, Malene, har fået lov til at låne hendes forældres ene bil (Ka’ du sige: Numser fuld af penge?). Jeg tror nu ikke at hun havde fået lov til det, hvis hendes moder vidste hvor vi skal hen. Malenes mor er nemlig af den overbevisning at vi alle sammen skal på en lille hyggelig telttur ved Kolding Fjord.
Kære Malenes mor. Jeg er ked af at meddele Dem at Deres eneste datter er en løgner og at De, min kære Frue, er alt alt for godtroende.
Men jeg klager ikke. Jeg kommer billigt og nemt til Roskilde og så længe det ikke er min røv der kommer i klemme er jeg frisk. Det er jo alt sammen jo bare ungdommelige gak og løjer.

Med hensyn til min økonomiske situation, ser det ikke just bedre ud. Jeg er stadig ludfattig. Faktisk er jeg så fattig at hundene tisser på mig. Men hvis du, min kære læser har lyst, så er alle bidrag til min kulturelle ekspedition velkomne.
Jeg har selvfølgelig også en plan. En plan skal man nemlig altid have i baglommen. Som du måske allerede ved afhænger jeg jo rimelig meget af moar og farmands gavmildhed. Så min plan er at gøre dem glade og hvis der er noget mine forældre ikke kan stå for, så er det når man gør rent uden de har bedt om det. Det kan de rigtig godt lide og det er god måde at score point på. Planen er at gøre hele lejligheden ren. Jeg skal rigtig shine stedet op ved hjælp af mit hjemmelavede knofedt.
Hvis jeg gør det godt nok, så kan det jo være at der falder nogle ekstra klejner af.

Det kan godt være at jeg ikke er verdens bedste og mest uselviske datter, men hey… Vi er vel alle sammen egoister.

Men i overmorgen kører vi fra Esbjerg. I overmorgen.. Uha jeg kan næsten ikke skrive det. Knap nok tænke det. Roskilde er rykket tæt på efterhånden og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, hver gang jeg tænker på hvad jeg skal i overmorgen…

Uha.. Jeg venter spændt som en glad lille julegris!

Jeg kom lige i tanke om noget fra da jeg var bette lille…

Jeg kan huske at hver gang jeg havde fødselsdag og havde fået alle de her gaver osv, så var der ALTID nogen, voksne som små, som spurgte mig hvilken gave jeg var mest glad for.

Hvis jeg sagde min helt ærlige mening, blev folk ALTID sure. Altid! Det var uhøfligt at sige hvilken gave jeg var mest glad for… Hvorfor spørger man så?!?!

Det er da mærkeligt.

Jeg lærte dog at det bedste svar ville være: Alle gaverne var lige gode!

Jeg hadede at sige det. Fordi at for det meste synes jeg bestemt ikke at alle gaverne var lige gode… Der var altid enten er supergod gave eller en lorte gave. Sådan var det bare.

Folk må da forstå at der er bare nogle gaver der er bedre end andre og det ser jeg ikke noget galt. Bare fordi man har en yndlingsgave er det jo langtfra ensbetydning med at de andre sutter røv…

Fjollet